Hjertesalat hører sig ikke kun til i salatskålen – det smager også virkelig skønt når det bliver grillet! Prøv denne lækre anretning med grillet hjertesalat, radiser, mormordressing, dild og rugbrødsknas.
Ingredienser
2hjertesalat
4radiser
0,5bundt frisk dild
30grugbrødssnacks
Olivenolie til pensling
Mormordressing
150gpiskefløde
1-1,5spsksukker
1citron, saften heraf
Salt og peber
Sådan gør du
Start med at komme rugbrødssnacks i en lille blender og blend det til crumble konsistens. Har du ikke en blender kan du komme dem i en pose og knuse dem med en kagerulle.
Skær radiser i helt tynde skiver på et mandolinjern og vend dem med lidt citronsaft.
Rør dressingen sammen så den tykner – smag den til med citronsaft, sukker, salt og peber så den smager både lidt sødt og syrligt. Stil dressingen på køl mens du griller salaten.
Skyl hjertesalaten godt fri for jordrester – men pas på at bladene ikke knækker af. Tag evt de helt yderste blade af. Halver hjertesalaterne og pensl dem med olivenolie på skærfladen.
Grill hjertesalaten med skærfladen nedad i 1-2 minutter til det får god farve og grillstriber. Grill også 1-2 minutter på den anden side. Salaten må stadig gerne have lidt bid i midten efter tilberedning.
Anret et fad med den grillede salat og giv det lidt salt og peber – lad gerne salaten temperere en smule, så den ikke er brandvarm når der kommer toppings på.
Top med dressing, radiser, hakket dild og rugbrødsknas. Nyd med det samme.
Tip
Retten er god som en lille forret eller fx som tilbehør til fisk eller anden grillmad.