Krydret gulerodssalat med sprøde tynde skiver af gulerod, ristede kikærter og mynte. En skøn salat fyldt med smag – perfekt som tilbehør til varme gryderetter, eller bare som en lækker måltidssalat.
Ingredienser
500ggulerødder
1 dåse kikærter
1 tsk spidskommen
1/2 tsk stødt koriander
1 tsk sød paprika
1 nip chiliflager eller cayennepeber
salt og peber
1 stor håndfuld frisk mynte
1 stor håndfuld persille – gerne bredbladet
10tørrede abrikoser – kan alternativt erstattes med rosiner
20gpistacienødder uden skal – du kan båd bruge saltede og usaltede
Dressing
2 spsk koldpresset rapsolie eller anden smagsneutral olie
1/2 citron, saften heraf
1 tsk honning
salt og peber
Sådan gør du
Rør alle ingredienserne til dressingen godt sammen til dressingen tykner, og smag til med salt og peber.
Snit gulerødderne i tynde skiver på et mandolinjern eller i en foodprocessor.
Vend gulerødderne i dressingen og lad det stå mens du tilbereder de øvrige ingredienser.
Dræn og skyl kikærterne. Kom lidt olivenolie på en pande og varm panden op til medium-kraftig varme.
Kom kikærter og krydderier på panden og steg kikærterne i ca 5 min til de får lidt farve – kikærterne skal ikke være helt sprøde, men må godt tage lidt farve.
Snit mynte og persille fint og skær abrikoserne i mindre stykker. Vend det i salaten.
Vend til sidst kikærterne i salaten – gem evt nogle til pynt.
Top salaten med grofthakkede pistacienødder. Drys evt med lidt ekstra chiliflager, hvis du godt kan lide en spicy salat.
Tip
For en endnu fyldigere måltidssalat kan du tilføje et par deciliter kogt couscous til salaten.